Mekonium og babyafføring: Hvad er normalt?

Kort sagt: Mekonium er dit barns første, næsten sorte og klistrede afføring. Hos fuldbårne børn kommer det næsten altid inden for de første 24 timer. Fra omkring dag 2 kommer der grønbrun overgangsafføring, og omkring dag 5 er afføringen gul. Efter to til tre dage er det meste mekonium ude.

Navnet giver mening: Det minder om tjære, den seje sorte masse, man tidligere brugte til at tætne tønder med. Inde i maven sluger dit barn fostervand, og med det kommer afstødte hudceller, fine dunhår og slim ned i tarmen. Galde gør det hele næsten sort. Til gengæld lugter mekonium næsten ikke.

Det hele kommer i gang med den første mælk. Kolostrum, den tykke første mælk i de første dage, virker let afførende og hjælper mekonium ud. Læg derfor dit barn til brystet mindst otte gange på 24 timer, gerne oftere, også om natten. Det sætter både mælkeproduktionen og fordøjelsen i gang. Får dit barn modermælkserstatning, er det flaskemælken, der gør arbejdet.

For tidligt fødte børn er ofte længere om det: Kun lidt over en tredjedel har første mekonium inden for de første 24 timer, og hos næsten en tredjedel varer det længere end 48 timer. Spørg på hospitalet eller hos lægen eller børnelægen, hvad der stadig er normalt for netop dit for tidligt fødte barn.

Er der stadig ikke kommet mekonium efter 24 timer? Så sig det samme dag til personalet, hvis I stadig er på hospitalet, eller hjemme til lægen eller børnelægen, uden for åbningstid til lægevagten, og hvis du har en jordemoder, også til hende. Det sker hos nogle børn og er som regel ufarligt, men det skal vurderes. Efter 48 timer uden mekonium skal dit barn undersøges af en læge – der er et telefonopkald ikke længere nok.

Det kan blandt andet skyldes en sej mekoniumprop, som blokerer udgangen og oftest løsner sig efter lidt hjælp fra en læge. Sjældnere er selve tarmen påvirket, for eksempel ved Hirschsprungs sygdom, hvor der mangler nerveceller i den sidste del af tarmen, eller ved en blokering af meget sejt mekonium, oftest på grund af cystisk fibrose. Cystisk fibrose undersøges i mange lande som led i nyfødtscreeningen fra hælblod. Lægen mærker på maven, ser på endetarmsåbningen og bestiller om nødvendigt røntgen eller kontrastlavement.

Dit barn har brug for øjeblikkelig lægehjælp, hvis maven samtidig er hård, spændt og tydeligt udspilet, også længe efter det har drukket, hvis det drikker dårligt eller kaster grønt op. Grønt betyder her græsgrønt til mørkegrønt som spinat, ikke den gulligthvide mælk, mange børn gylper op. Hvis du er sendt hjem kort efter fødslen, så skriv tidspunktet ned for den første sorte ble og den første våde ble.

I øvrigt: Ved ca. 12 til 20 ud af 100 fødsler kommer mekonium allerede før fødslen, så fostervandet bliver grønligt. Kun omkring 2 til 10 ud af 100 af de børn får vejrtrækningsproblemer af det (mekoniumaspiration), og derfor holder fødselsteamet ekstra godt øje med vejrtrækningen.

Mekonium klistrer som tjære: til huden, til dine fingre og gerne også til bodyen. Det hjælper ikke meget at gnubbe, og det irriterer den sarte hud. Sådan er det nemmere:

1. 1

   Læg alt frem først: ren ble, bløde vaskeklude, lunkent vand, håndklæde og skiftetøj. Vask hænder før og efter.

2. 2

   Tør det værste væk først: Brug den rene forreste del af den gamle ble til at få det meste med med det samme.

3. 3

   Blød op i stedet for at gnubbe: Læg en våd, lun vaskeklud på det klistrede område i et par sekunder, og tør så forsigtigt af – hellere flere gange end hårdt.

4. 4

   Vand er nok: I de første uger behøver du hverken sæbe eller vådservietter, da de kan irritere den følsomme hud. Når I er ude, er vådservietter undtagelsesvis okay.

5. 5

   Dup tørt og beskyt huden: Dup numsen og hudfolderne tørre. Et papirtyndt lag petroleumsgelé eller barrierecreme beskytter huden i de dage, hvor der bruges mange bleer. Ikke babypudder: Indåndet kan det skade lungerne.

6. 6

   Tør den rigtige vej: hos piger altid forfra og bagud, så tarmbakterier ikke kommer ind i skeden. Hos drenge må forhuden ikke trækkes tilbage.

7. 7

   Lad navlen være fri: Fold blekanten ned under navlen, så navlestumpen kan tørre i luft. Bliver den snavset, så rens med rent vand og dup tør. Hvis huden omkring bliver rød, væsker eller hæver, skal den vurderes samme dag.

8. 8

   Lad aldrig barnet være alene: På puslebordet skal du altid have en hånd på barnet.

Små børn bruger ofte 10 til 12 rene bleer om dagen, lidt ældre børn som regel 6 til 8. Det er antal bleskift, ikke grænsen for nok væske – den finder du længere nede.

Bliver numsen rød og øm, så skift oftere, rens kun med vand, dup tørt, lad barnet ligge uden ble nogle minutter flere gange om dagen i et varmt rum, og smør et tyndt lag barrierecreme på. Bliver det ikke bedre, breder det sig, eller ser du klart røde, skarpt afgrænsede pletter med små prikker i kanten, ofte i hudfolderne, kan der være tale om svamp i bleområdet. Det kræver en salve fra lægen eller børnelægen.

Farverne de første dage følger et ret pålideligt mønster. Dag 1 er de første 24 timer efter fødslen.

1. 1

   Dag 1 til 2 – mekonium: sort til mørk olivengrøn, sej og klistret. Mindst én ble om dagen af den slags, ofte flere.

2. 2

   Dag 2 til 4 – overgangsafføring: grønbrun til grøngul, tydeligt blødere, nogle gange cremet. Mælken er på vej igennem og blander sig med de sidste rester mekonium. Fra dag 3 er det ofte tre eller flere afføringer om dagen.

3. 3

   Fra dag 4 lysere, omkring dag 5 gul – mælkeafføring: hos ammede børn kraftigt gul til sennepsgul, flydende til grødagtig, hos børn på flaske gulbrun og lidt fastere.

Derfor er skiftet så afslørende: Gul afføring viser, at mælk bevæger sig gennem tarmen. Gule bleer omkring dag 5 er et rigtig godt tegn. Børn, der ammes, har fra da af og til omkring seks uger oftest tre eller flere gule afføringer om dagen, hver mindst på størrelse med en 20-krone. Er der færre end tre i løbet af et helt døgn, eller er afføringen stadig mørk og sej på dag 5, får barnet sandsynligvis endnu ikke nok mælk: Ring samme dag til sundhedsplejersken, din egen læge eller fødestedet, og få barnet vejet. Hvad du kan gøre indtil da, står i boksen "For få bleer?".

Mælk og afføring hænger også sammen på en anden måde i de her dage. Dit barn udskiller bilirubin gennem afføringen, det gule farvestof bag gulsot hos nyfødte. Drikker et barn lidt, kommer der også mindre afføring, og bilirubinen bliver længere i kroppen. Også derfor kan det betale sig at lægge barnet til tidligt og ofte.

Når mekoniumfasen er overstået, kan normal babyafføring se meget forskellig ud afhængigt af, hvad barnet får: modermælksafføring, flaskebørns afføring eller en mellemting. Alt dette er normalt:

• Ammet: kraftigt gul til sennepsgul, nogle gange orange, flydende til cremet, ofte med små gryn som hytteost. Den lugter mildt, ofte lidt syrligt, og kan komme temmelig sprøjtende.

• Med modermælkserstatning: gulbrun til brun, fastere og mere pastaagtig, men aldrig hård – højst så fast som blød modellervoks. Den lugter tydeligere.

• Kombineret ernæring: et sted midt imellem, ofte som en blød pasta.

Hvad "bleg" betyder: Ser afføringen udvasket ud, kridtet, hvidlig, grå, beige eller lerfarvet, mangler den farvestoffet fra galden. Det er aldrig bare en variant af gul, men en grund til at få dit barn undersøgt inden for 24 timer. Er du i tvivl, så hold afføringsfarvekortet op ved siden af i dagslys – mere om det længere nede.

Skifter du modermælkserstatning, eller giver du både bryst og flaske, må afføringen gerne ændre farve, lugt og konsistens. Nogle specialprodukter, for eksempel stærkt hydrolyseret modermælkserstatning, gør den ofte grønlig. Bliver den hård eller knoldet, så tal med lægen eller børnelægen, før du skifter.

Grøn afføring ligger næsten altid inden for det normale hos små børn. Det vigtige er forskellen på kraftig eller mørkegrøn afføring, som er normal, og bleg, grågrøn afføring, som hører til advarselsfarverne. Grøn kan komme, når tarmindholdet passerer hurtigere, ved nogle specialprodukter, ved infektion med diarré – eller helt uden tydelig grund. Så længe dit barn drikker godt, tager på og virker frisk, er grøn alene ikke et advarselstegn.

Der er dog én undtagelse, du bør kende: Små, sjældne, mørkegrønne til brunlige afføringer sammen med få våde bleer kan betyde, at dit barn får for lidt mælk. Så skal barnet vejes samme dag.

Og hvad med det, du spiser? Luft fra kål, løg eller bælgfrugter går ikke over i modermælken. Som udgangspunkt behøver du ikke undvære noget, mens du ammer. Kun hvis du tydeligt mærker, at noget ikke tåles, kan du prøve at undgå det. En egentlig diæt bør ske i samråd med læge.

Konsistensen fortæller også noget:

• Grynet som hytteost: normalt, især hos ammede børn.

• Sprøjtende, næsten eksplosiv: normalt hos børn, der ammes.

• Lidt slim: ofte harmløst hos et barn, der er frisk og drikker godt.

• Slim med blodstriber: til lægen eller børnelægen samme dag.

• Vandig, næsten helt suget ned i bleen, tydeligt oftere end normalt: mistanke om diarré.

• Hård, knoldet, små kugler: tegn på forstoppelse. Hos et fuldt ammet barn er det meget usædvanligt og bør vurderes.

Vigtigt hos ammede børn: Tynd afføring er ikke diarré, men det normale. Diarré kender du på forandringen: pludselig meget hyppigere og langt mere vandig end før. Fordi små børn hurtigt mister væske ved diarré, skal du ringe til lægen eller børnelægen, og uden for åbningstid til lægevagten.

I de første dage opdager mange forældre orange til rosarøde, pulveragtige pletter i bleen. Det er som regel ikke blod, men teglstøv: bittesmå krystaller af uratsalte i urinen. De opstår, når urinen stadig er meget koncentreret, altså helt naturligt, så længe mælkemængden endnu er lille.

I de første tre levedage er det normalt. Når der kommer mere mælk, bliver urinen lysere, og teglstøvet forsvinder. Ser du det stadig fra den fjerde levedag, er det et tegn på, at der kommer for lidt mælk: læg barnet til oftere, og tal samme dag med lægen eller børnelægen eller en ammerådgiver. Kommer det senere igen, for eksempel på en varm dag eller ved feber, er urinen også for koncentreret: tilbyd bryst eller flaske oftere, og ring, hvis de våde bleer bliver færre.

Teglstøv ser pulveragtigt eller krystallinsk ud, mere orange-rosa, og ligger i urinpletten. Blod er derimod rødt til brunligt eller ses som striber og tråde i afføringen. Er du i tvivl, så behandl det som blod.

Hos piger findes der en anden ufarlig forklaring: Et sted mellem den anden og tiende levedag kan der komme lidt blod fra skeden, en lille hormonel bortfaldsblødning, fordi graviditetshormonerne falder hurtigt efter fødslen. Den går som regel over af sig selv efter tre til fire dage. Fortsætter den længere, bliver den kraftigere, eller kommer blodet ikke tydeligt fra skeden, så få det vurderet.

Blod i afføringen skal altid vurderes af en læge samme dag, og det gælder også afføring, der bliver sort igen efter mekoniumfasen. De hyppigste årsager kan heldigvis oftest behandles godt:

• Blod, barnet har slugt fra mor: under fødslen eller senere fra ømme, blødende brystvorter. Det ses som mørke flager eller sort afføring, nogle gange også i opkast. Sig ved undersøgelsen, hvis dine brystvorter bløder. Ømme brystvorter er også et tegn på, at ammeteknikken bør ses efter.

• En lille rift ved endetarmen: klare røde striber uden på afføringen, ofte efter hård afføring.

• Reaktion på komælksprotein: slim med blodtråde hos et ellers frisk barn, også muligt hos fuldt ammede børn. Lav ikke om på din kost på egen hånd, og stop ikke amningen, men få det afklaret hos en læge.

Gem bleen eller tag et billede af den i dagslys. Dit barn har brug for øjeblikkelig hjælp ved meget blod, ved sort, tjærelignende afføring sammen med et blegt barn, ved blod i opkast, oppustet mave eller hvis barnet virker slapt. Har dit barn ikke fået alle vitamin K-doserne efter fødslen, skal enhver blødning vurderes med det samme.

Hvor ofte et barn "skal af med noget", varierer enormt og ændrer sig tydeligt i de første uger.

Ammet, indtil cirka seks uger: oftest tre eller flere bløde afføringer om dagen, nogle gange efter næsten hvert måltid. Færre end tre på et helt døgn er her det egentlige advarselstegn: få barnet vejet samme dag.

Ammet, fra cirka seks uger: Nu bliver afføringen sjældnere hos mange børn. Nogle har stadig afføring flere gange om dagen, andre kun hver anden eller tredje dag, enkelte kun omkring én gang om ugen. Er afføringen da blød, drikker barnet godt, har det nok våde bleer og tager på, er det ikke forstoppelse. Efter mere end syv dage uden afføring skal du alligevel ringe, også hvis dit barn virker glad. Har barnet stadig afføring efter næsten hvert måltid som 10 uger gammel, er det også normalt.

Med modermælkserstatning: oftest en til to gange om dagen, i de første uger også oftere, senere er hver anden dag også i orden. Længere pauser er sjældnere normale hos flaskebørn: Kommer der ikke noget i mere end to dage, eller er afføringen hård, knoldet eller kugleformet, så ring til lægen eller børnelægen.

Og hvad med det at presse? Mange børn stønner, presser, bliver knaldrøde i hovedet og græder, før der kommer noget – nogle gange i 10 til 30 minutter. Fagfolk kalder det spædbarnsdyskezi. Lukkemusklen har været lukket i ni måneder inde i maven – nu skal dit barn lære at slappe af i den på det rigtige tidspunkt og samtidig presse med maven. Kommer der til sidst blød afføring, er det ikke forstoppelse. Hold roligt dit barn, gerne med bøjede ben, og hjælp ikke til i numsen – det forsinker, at barnet selv lærer det. De fleste har lært det ved to til tre måneder.

Er det virkelig forstoppelse – hård, knoldet afføring eller små kugler – kan du prøve dette:

1. 1

   Ved modermælkserstatning: tjek blandingen nøje efter pakken, først vandet, så strøgne måleskeer, aldrig en ekstra ske og aldrig fortyndet.

2. 2

   Massér maven blidt med varme hænder med uret rundt om navlen.

3. 3

   Bøj forsigtigt dit barns knæ op mod maven og hold kort, som i huksiddende stilling, eller lad benene cykle langsomt.

4. 4

   Læg et ammet barn til oftere, og giv et flaskebarn mad som sædvanligt.

Dette skal du helst ikke gøre uden lægens råd: stikpiller, lavement, mælkesukker, te, vand eller saft – og heller ikke "hjælpe til" med termometer eller vatpind. Honning må dit barn slet ikke få i hele det første leveår, fordi den kan indeholde bakterier, der kan give spædbarnsbotulisme. Hjælper det ikke, har dit barn ondt, oppustet mave eller kaster op, skal det vurderes hos lægen eller børnelægen. Kom mekonium sent, og har dit barn siden haft hård afføring igen og igen samt oppustet mave, så sig det helt tydeligt dér.

Et kig fremad: Når barnet begynder på fast føde, bliver afføringen brunere, fastere og lugter kraftigere. Ufordøjede stykker, for eksempel af gulerod, er så normale, og nogle grøntsager kan farve afføringen orange eller rødlig.

Der findes et afføringsfarvekort med syv farvefelter, som lægen eller sundhedsplejersken kan vise dig ved et af de første besøg. Felterne 1 til 4 viser sunde afføringsfarver – brun, grønbrun, orange og gul. Felterne 5 til 7 viser blege toner: lysegul, bleggrøn og beige. De tre er advarselsfarver.

Bag kortet ligger en sjælden, men alvorlig sygdom: galdevejsatresi. Her er galdegangene lukkede, så galden ikke kan løbe ud i tarmen. Fordi galden giver afføringen dens farve, bliver den bleg, lerfarvet eller næsten hvid. Ofte er der også gulsot, som ikke forsvinder, og påfaldende mørk urin. Tilstanden ses hos cirka ét ud af 20.000 børn – omkring 35 babyer om året i Tyskland – og børnene virker ofte raske i lang tid. Blegheden kan være der fra starten eller udvikle sig langsomt i de første uger, så det kan betale sig at kigge med fra begyndelsen.

Derfor tæller dagene her: Sygdommen kan opereres, og operationen hjælper bedst, når den sker tidligt, helst i de første to levemåneder. Jo tidligere, desto længere kan barnets egen lever bevares. Uden galde i tarmen optager kroppen desuden vitamin K dårligere, og blodet størkner dårligere – også derfor er de tre vitamin K-doser ved fødslen og ved de næste to rutinetjek så vigtige.

Sådan bruger du kortet: Kig én gang om dagen bevidst i bleen efter mekoniumfasen, helst i dagslys – to sekunder, ikke et kontrolprogram. Virker afføringen lysere end normalt, så hold et afføringsfarvekort (spørg lægen eller sundhedsplejersken om et) direkte ved siden af. Sammenlign ikke med billeder på telefonen, for skærme forvrænger farver. Passer afføringen til et af de blege felter, eller virker den hvidlig, grå eller lerfarvet, skal du få dit barn undersøgt af en læge inden for 24 timer, også selv om det ellers virker friskt. Allerede én tydeligt bleg ble er nok, og i weekenden betyder det: lægevagten i din region eller børneafdeling – vent ikke til mandag.

Det gælder også efter de første to levemåneder: Bleg afføring er i alle aldre en grund til undersøgelse inden for 24 timer. Og hvis du aldrig har set på et farvekort, men altid har set tydeligt gule, orange, grønne eller brune bleer, har du ikke overset noget. Har du ikke et kort ved hånden, så sammenlign med beskrivelserne her og spørg lægen eller sundhedsplejersken om et.

Mere end halvdelen af alle nyfødte bliver lidt gule de første dage, tydeligst som regel omkring dag 3 – ofte når I allerede er hjemme, uanset hvor dit barn blev født. Oftest forsvinder den gule farve af sig selv inden for to uger. Sådan tjekker du det:

1. 1

   Gå hen til dagslys med dit barn, ikke under en lampe.

2. 2

   Tryk kort med en finger på næsetippen eller panden og slip igen. Ser den lyse plet gullig ud i stedet for hvid, er dit barn gult.

3. 3

   Kig på det hvide i øjnene – især vigtigt ved mørkere hud, hvor gul farve er sværere at se.

4. 4

   Se, hvor langt det gule går. Det begynder i ansigtet og breder sig ved højere værdier ned over bryst og mave til arme og ben.

Gult kun i ansigtet er almindeligt. Ring samme dag til lægen eller børnelægen, hvis dit barn bliver mere gult, hvis mave, arme eller ben er gule, eller hvis barnet samtidig er svært at vække, drikker dårligt eller virker pylret. Øjet kan let snyde, men værdien kan måles hos lægen. Efter hjemmefødsel eller fødsel på fødeklinik skal enhver gulfarvning vurderes hos lægen eller børnelægen og måles, også hvis barnet ellers virker fint. Efter en tidlig hjemsendelse gælder det samme: hellere få målt én gang for tidligt.

Holder gulsoten længere end to uger, hos for tidligt fødte længere end tre uger, bør den afklares hos en læge, som regel med en blodprøve. Her måles også en værdi, der viser, om galden løber ordentligt fra (direkte bilirubin). Spørg gerne til det. Hos ammede børn er langvarig gulsot ofte ufarlig, men det ved man først bagefter. Det er næsten altid rigtigt at fortsætte amningen – vand eller te hjælper ikke.

Dit barn har brug for øjeblikkelig lægehjælp, hvis det bliver gult allerede på første levedag, eller hvis det er gult og samtidig næsten ikke kan vækkes eller ikke drikker.

Især i de første dage tvivler mange mødre på deres mælk, og ingen kan måle det præcist. Netop her hjælper våde og fyldte bleer: De er et af de vigtigste tegn i hverdagen på, at der kommer nok mælk ned.

Antallet af våde bleer stiger trin for trin de første dage i takt med mælkemængden. Indtil dag 4 gælder denne tommelfingerregel: cirka lige så mange våde bleer, som dit barn er dage gammelt.

• Dag 1 (de første 24 timer): mindst én, oftest én til to

• Dag 2: to til tre

• Dag 3: tre til fire

• Dag 4: fire til fem

• Fra dag 5: mindst seks godt våde bleer på 24 timer, ofte seks til otte

Hvad betyder "godt våd"? Moderne engangsbleer suger så godt, at selv en fuld ble kan føles næsten tør. Sådan kan du få en fornemmelse af det:

• 45-ml-testen: Hæld tre spiseskefulde vand, altså ca. 45 milliliter, i en ren ble, og løft den. Sådan føles en godt våd ble cirka fra dag 4 til 5. I de første dage er bleerne naturligt lettere.

• Køkkenvægten: Vej en ren ble og en brugt ble. 1 gram ekstra svarer til ca. 1 milliliter urin, så omkring 45 gram ekstra er en godt våd ble.

• Vådindikatoren: Mange bleer har en stribe, der skifter farve. Den viser, at bleen er våd, men ikke hvor meget.

• Farven: Hos et barn, der får nok, er urinen klar til lysegul. Mørkegul urin efter de første dage tyder på, at der kommer for lidt væske ned.

Når du tæller, gælder det: En ble med både urin og afføring tæller for begge dele, og tallene passer som regel, hvis du skifter ved omtrent hvert måltid. Efter de første uger skifter du ofte sjældnere, fordi bleerne kan holde mere. Så er det helhedsbilledet, der tæller: tunge bleer, lys urin, et barn der tager på. Ved 6 til 12 uger er det som regel omkring seks godt våde bleer på 24 timer, og urinen er klar til lysegul. En lang nat med en meget tung morgenble er ikke i sig selv et alarmsignal. Er bleen fra omkring dag 5 virkelig tør efter mere end otte timer (tjek gerne på køkkenvægten), skal du straks søge lægehjælp.

Tegn på, at der mangler væske: meget få, lette eller mørkegule bleer, tør mund eller klistret spyt, indsunket fontanelle – det bløde sted øverst på hovedet ligger tydeligt lavere end normalt, når barnet holdes oprejst – og et barn, der er påfaldende søvnigt eller pylret. Ser du noget af dette, så læg barnet til oftere eller tilbyd flaske og ring i dag, om natten til lægevagten. Er fontanellen indsunket, drikker barnet næsten ikke eller virker slapt, har det brug for øjeblikkelig lægehjælp. Vand eller te er ikke løsningen: I de første måneder får dit barn al væske gennem modermælk eller modermælkserstatning, også i varme.

Bleen er dog ikke det eneste tegn. Lige så meget fortæller disse observationer:

• Hyppige måltider: I de første uger vil mange børn drikke otte til tolv gange på 24 timer, også om natten. Tidlige sulttegn er smasken, at række tunge, søgende hovedbevægelser og hånden ved munden. Gråd kommer sent.

• Godt suttetag: Dit barn har munden godt åben, hagen rører brystet, og der ses mere af den mørke del omkring brystvorten over overlæben end under underlæben. Kinderne er runde, efter nogle hurtige sug bliver rytmen langsommere, og du kan høre barnet synke. Efter de første sekunder gør det ikke ondt.

• Advarselstegn ved amning: vedvarende smerter, ømme eller blødende brystvorter, eller at næsten hvert måltid varer over 50 minutter uden at gøre barnet tilfreds. Så skal du hurtigt have ammerådgivning.

• Tilfredshed: Efter de fleste måltider virker dit barn afslappet, og dine bryster føles blødere.

Vægten er det mest pålidelige tegn. De første dage taber børn sig først. Et tab på op til omkring 7 procent er almindeligt; ved en fødselsvægt på 3.500 gram svarer det til 245 gram. Ligger tabet over det, er det værd at se nærmere på, hvordan barnet drikker, og ved 10 procent, her 350 gram, skal det afklares af en læge. Fødselsvægten er som regel nået igen efter syv til ti dage, og senest ved to uger bør den være der. Derefter tager børn i de første to måneder cirka 170 til 330 gram på om ugen.

Og hvem vejer barnet mellem de faste undersøgelser? Sundhedsplejersken vejer typisk ved sine besøg i de første måneder; har du brug for det tidligere, ring til lægen og spørg efter en kort vejningstid. Vej nøgen, på den samme vægt, cirka én gang om ugen, ikke lige før eller lige efter et måltid. At veje dig selv med og uden barn på badevægten er for upræcist til så små forskelle.

Ét punkt overrasker mange: Et meget roligt nyfødt barn, der næsten ikke siger til og sover længe, er ikke automatisk mæt. Børn, der får for lidt, bliver nogle gange mere søvnige end højlydte og kan samtidig virke forbavsende tilfredse. Melder barnet sig sjældent, eller halter bleerne bagefter, så væk det til mad – i let søvn, afklædt, hud mod hud – og ring samme dag til lægen eller børnelægen eller en ammerådgiver.

Skriv bleerne ned, i hvert fald indtil tallene passer, og fødselsvægten er nået igen. En seddel ved puslepladsen med fire kolonner er nok: klokkeslæt, våd, afføring med farve, drukket. Eller du registrerer det i Moonsleep. Det vigtigste er, at du ikke klokken tre om natten skal tælle ud fra hukommelsen, og at du har et svar klar, når du ringer, i stedet for et skuldertræk.

Vigtigt: Enkelte tal er ikke en karakter til dig eller din amning. At tælle bleer er en grov rettesnor, ikke et måleinstrument. Det, der tæller, er helheden af bleer, måltider og vægt.